Amazon.se slog dørene op for købelystne svenskere i oktober 2020. Åbningen er – som forventet – blevet en stor succes. Men hvor langt er de nået, hvad er næste skridt, og hvad betyder det for dig og din danske forretning?
Det gav vores Chef for Markedspladser, Jeppe Hamming, sit bud på, da han tilbage i december afholdt webinar om webgigantens vækst i Sverige og betydningen af Amazon i de nordiske lande.
Her kan du se eller gense webinaret, og samtidig snuppe et par tips til, hvordan du selv kan komme i gang med at sælge eller annoncere på Amazon.
Eller læs et par af webinarets hovedpointer her:
Da Amazon lancerede i Sverige, sås en markant stigning i salget hos de svenske forbrugere, som tidligere har lagt pengene hos fx det tyske eller britiske Amazon. Væksten fortsatte ind i 2021, hvor der i november 2021 blev omsat for 20 % mere, end der gjorde i samme måned året før. Før lanceringen svarede kun 3 % af de svenske forbrugere, at de tidligere har handlet på Amazon, mens tallet bare 13 måneder senere var steget til 21 %. Det indikerer, at forbrugerandelen stiger efter en national åbning, og den stiger hurtigt. Med den hastighed anslås det, at Amazon i 2025 vil have vundet 5-10 % af al nordisk e-handel, og dermed være den absolut største e-handelsaktør, såvel i de enkelte lande som på tværs af hele Norden.
Én af Amazons store drivere til salg er at trumfe igennem med et enormt udvalg, særligt i kraft af tredjepartssælgere, som sælger til slutbrugerne gennem Amazon som platform. Amazon vinder land ved ikke at sætte sig tungt på én varetype eller ét handelssegment, men i stedet sprede salget ud over et mangefacetteret udvalg af kategorier og varetyper, der typisk langt overstiger konkurrenternes allerede fra lanceringsdatoen. Og det vinder genklang hos kunderne: Størstedelen af de svenske forbrugerne svarer, at deres primære incitament for at handle på Amazon, er det store sortiment, efterfulgt af hurtig levering, lave priser og en enkel og smidig købsoplevelse. Til gengæld kunne det godt tyde på, at Amazon er bagud, når det kommer til at have svenskernes mest ønskede produkter på hylderne.
Amazons annonceprodukter blev lanceret i Norden i 2021, og er tilgængelige i hele Skandinavien, hvilket gør det muligt at målrette kampagner med programmatisk medieindkøb på tværs af kanaler. Med den store andel af danskere, der har handlet på Amazon – det drejer sig faktisk om hele 37 % af os – er det potentielt set et meget interessant produkt, du som virksomhed bør overveje at gøre dig nogle erfaringer med. Der er nemlig ingen tvivl om, at Amazon inden for få år vil blive en essentiel del af din medieplan, hvis du spørger Jeppe Hamming.