Nørgård Mikkelsen
2 minute read

Carlsberg vælger Nørgård Mikkelsen

Hos Carlsberg Danmark har man længe ønsket at arbejde mere struktureret og analytisk med effektoptimering af trade marketing på tværs af Danmarks måske mest markante brandportefølje. Efter en omfattende bureau-pitch har koncernen derfor valgt for første gang at samle alle større channel-indsatser hos Nørgård Mikkelsen i København.

 

Fremadrettet skal Nørgård Mikkelsen hjælpe Carlsbergs danske forretning med at øge synergien mellem kanaler og styrke effekten af kampagner og trade-initiativer gennem kunderejsen i on-trade, off-trade samt på digitale markedspladser. Ifølge koncernen vil en samtænkning af indsatserne skabe helt nye muligheder for at identificere ’best practice’ og udnytte erfaringer på tværs af husets mange brands, som ud over Carlsberg, Tuborg og Jacobsen også tæller 1664, Grimbergen, Coca-Cola, Fanta, Breezer, Monster, Schweppes, Somersby med flere.

 

”Det er nyt for os at samle alle større trade-aktiviteter hos én specialist. Vi har haft et ønske om at arbejde endnu mere struktureret og effektivt med vores trade-aktivering for at sikre relevans for shopperen med de helt rigtige budskaber og mekanikker - i de rette situationer og kanaler. Vi er en kompleks organisation med unikke muligheder på hvert eneste brand. Med Nørgård Mikkelsen ombord som eksperter vil vi sikre, at vi står endnu stærkere i vores eksekvering baseret på stærke indsigter og stor erfaring,” udtaler Malene Frost Larsen, Channel Development Director hos Carlsberg Danmark.

 

Carlsbergs bureauvalg beror ikke mindst på Nørgård Mikkelsens forståelse for, hvordan brands udvikles på FMCG-kategoriens særlige præmisser. Som det kommunikationshus i landet, der gennem årene har været med til at skabe alverdens FMCG-brands fra bunden, er bureauet særlig bevist om, hvad det kræver, at holde kundens interesse fanget fra den første opmærksomhed above the line og helt frem til købet.

 

”Det er et virkelig stærkt initiativ, Carlsberg her tager. Og det taler netop ind i vores mantra om at samtænke indsatserne for at opnå størst mulig indsigt og effekt,” siger Rasmus Nybo Andersen, Kreativ Direktør hos Nørgård Mikkelsen i København.

 

”Når vi bruger ekstra krudt på at afkode forbrugerens mindset og handlemønster gennem kunderejsens forskellige faser, er det, fordi det rent kreativt sætter os i stand til at påvirke dem langt mere nuanceret. Den gode BTL-kampagne er ikke bare en eksponering. Det er en fortælling, der folder sig ud i tid og rum – og forbrugeren er selv hovedaktør i den.”

 

Hos Nørgård Mikkelsen har man længe haft ’samtænkning’ som hjørnesten i bureauets effekt-filosofi. Dagligt integreres kompetencer på tværs af analyse, medie-tech og kreativitet for at sikre de bedst mulige resultater - i tråd med bureauets payoff ’Gør det noget, det virker?’

 

Rasmus og Camilla-min

”Vi er stolte af den tillid, som Carlsberg Danmark viser os. De driver en meget ambitiøs organisation og har store forventninger til samarbejdet. Det samme har vi. Målet er at skabe en helt ny standard for, hvordan koncernens channel-indsatser optimeres. Med en kampagnefrekvens som Carlsbergs vil vi sammen skabe FMCG-indsigter, som er få annoncører forundt. Samtænkning betyder først og fremmest, at vi i fællesskab bliver dygtigere,” understreger Camilla Nordqvist, Direktør for Nørgård Mikkelsen i København.

 

Nørgård Mikkelsen, som allerede er tyvstartet på opgaverne for Carlsberg, glæder sig samtidig til efter nytår at byde deres nye kunde velkommen i bureauets nye lokaler i Palægade.