Nørgård Mikkelsen
1 minute read

Vi er på banen med nyt logo for DanskHåndbold

Når vores håndboldlandshold løber på banen, er det med nyt logo på trøjen. Vi har været med i hele processen, og udover det nye logo har vi udarbejdet ny identitet og ny tagline for DanskHåndbold, som er Dansk Håndbold Forbunds nye navn.

 

At få lov at designe nyt logo og visuel identitet for en virksomhed eller et brand er altid en yndlingsopgave. Når det så drejer sig om et brand, der af nogle betegnes som dansk kulturarv, så er det noget helt særligt. Vi ser det som en holdsport, hvor vi sætter forskellige kræfter og kompetencer i spil og arbejder tæt sammen med kunden for at nå et fælles mål.

 

Den primære udfordring har været at udtrykke det, DanskHåndbold gerne vil stå for, så enkelt, at det let kan afkodes på en trøje og på afstand. Det er lykkedes os at kommunikere fællesskabet og kærligheden til sporten i taglinen: Sammen for holdet. Og bomærket er blevet en superenkel visualisering af håndboldens tre grundelementer: Hånd, bold og fart.

 

DanskHåndbold er sport i verdensklasse – på alle niveauer og for alle aldre og køn. Så det er en ære at udforme det nye logo og den nye identitet, der både skal sidde på brystet af vores verdensmestre og på tusindvis af andre spillere og fans i hele landet.

 

Vi har haft et godt og tæt samarbejde med DanskHåndbold, og vi er enormt stolte af det resultat, vi har opnået sammen. Det er heller ikke første gang, at vi er på banen i forbindelse med DanskHåndbold. Alene inden for de seneste år, har vi stået bag succesfulde sponsorkampagner, hvor Bygma og Lidl har været hhv. hovedsponsor og trøjesponsor for de danske håndboldherrer.